Livet med knoglemetastaser kan ofte være udfordrende for både dit fysiske og psykiske velvære. Men der er heldigvis gode råd at hente.
Psykiske reaktioner og følelser
Det er helt normalt at opleve uvished og store svingninger i sine følelser i forbindelse med, at sygdommen har spredt sig til knoglerne. Det kan opleves som et nyt chok, at sygdommen har udviklet sig, og følelsen af ikke at have kontrol over kroppen og sit liv kan medføre uro og angst. Det er helt naturligt, at der opstår nye spekulationer om døden, frygt for flere smerter og tanker om, hvor lang tid der er igen, kan fylde hele ens bevisthed. Samtidig kan man også føle håb om bedring, hvilket er en følelse der også er vigtig at give plads til. Generelt er uvisheden for fremtiden rigtig svært for mange.
Håndtering af reaktioner
Hvis der sættes ord på de tanker og det man frygter, kan det blive lidt mere overskueligt. Det kan gøres ved, at man deler sine tanker og følelser med andre eller skriver det ned. Samtaler med ens nærmeste familie og venner eller andre i ens netværk er af stor betydning. Derved kan man som menneske få lidt luft til at følelser som håb og glæde og troen på lindring og bedring også kan vise sig i den svære situation.
Vær sammen med andre
At være sammen med andre giver muligheden for at få talt sine tanker igennem, men også frihed fra sygdommen. Samværet giver en pause og skaber plads til andre tanker og oplevelser. Sammen med andre bliver man set, hørt og følelsen af anerkendelse og værd er meget positiv. Fokuser på at være sammen med de mennesker der giver dig noget godt.
Fokus på at nyde livet
Nogle patienter med en kræftsygdom reagerer ved at få en mere positiv indstilling til livet og hverdagen. F.eks. ved at have fokus på, at hver dag skal nydes, og at livet er for kort til at hænge sig i bagateller og bruge tid på negative tanker.
Seksualitet
Seksualitet er et grundlæggende menneskeligt behov, som er forbundet med oplevelsen af livskvalitet og at vi som mennesker lever. Specifikke problemstillinger der knytter sig til kræftsygdommen, smerter og kroppen der forandrer sig, eller det generelle overskud kan være årsag til at sexlivet ikke er det samme som tidligere, eller lysten er helt nedsat. Det vigtigte er at prioritere tiden sammen med sin partner og tale åbent om hvad der fylder. Den psykiske tilstand, som kan være præget af angst og bekymringer og en masse spekulationer, kan fylde så meget, at det kan være svært at nyde intime øjeblikke. Derfor kan anden tæt samvær også give en tæt samhørighed og kys og kram kan være vigtig intimt samvær.
Familielivet og pårørende
Når én i familien har kræft, bliver hele familien påvirket, og det kan betyde rolleændringer i parforholdet og i forhold til eventuelle børn. Nogle gange er vores nærmeste pårørende dem, vi har sværest ved at betro os til, når vi har det svært. Det kan betyde, at selvom man er omgivet af sin dejlige familie, kan ensomhedsfølelsen dukke op. Familie og de pårørende omkring kan også være en god hjælp og støtte. Det man selv kan gøre er at være åben i dialogen, da pårørende ofte har samme tanker og bekymringer.